Vi giver ikke op
Vi er landet her ved verdens ende, som lige nu er verdens navle for os ombord på Ekspedition Plastik, og så selvfølgelig for de tusindvis af lokale beboere her i Jayapura i det østlige Papua. Mange af dem har aldrig været uden for provinsen, men tv og mobiltelefoner er udbredt, så selvfølgelig ved papuanerne, at livet kan være anderledes andre steder i verden.
Gæstfri papuanere
Selv om her er smukt, varmt, frodigt og en hel unik natur, kan der være politiske årsager til, at mange papuanerne ønsker sig, at noget var anderledes. Men vi er her ikke for at forholde os til den politiske situation, da det hurtigt kunne give os ubehagelige problemer. Vi er her for at se på og drøfte håndteringen af plastik, og her kunne papuanerne helt sikkert godt ønske sig, at situationen var ganske anderledes. Mere om det lige om lidt.
Først en status på fremdriften af vores ekspeditionen, eller snarere manglen på fremdrift! Vores båd ligger i en flodmunding i DOK 9 ved en privat familie, der bestyrer en lille frikirke, som er bygget uden på deres bolig – på pæle med bliktag. Familien såvel som de flittige kirkegængere er umådeligt søde og hjælpsomme. Men det er os selv, der skal gøre båden sejlklar, som er en forudsætning for, at ekspeditionen kan komme videre herfra langs nordkysten af Papua og derfra op mod Filippinerne.
Rust, rotter og motorstop
Det er en stor og ind imellem næsten uoverskuelig opgave at istandsætte en båd, der har ligget knapt et år i et fugtigt tropisk klima og udviklet store rustplamager. Da vi ankom, var motoren død, gummibåden var punkteret, skøde- og ankerspillet slidt op, og de nødvendige reservedele var ikke tilgængelige her på øen. Og så var der rotter ombord, der havde overskidt køjer, kabys, sejl og stuverum. For nu bare at nævne nogle af de større udfordringer.
Vi knokler fra tidlig morgen til solnedgang, og her på tredje uge har vi tilsyneladende fået udryddet rotterne, gummibåden virker tæt, og vi er nået til at male rustpletterne på dæk og lønningskant. Men der er stadig langt igen. Motoren virker stadig ikke, og diverse reservedele er strandet hos toldvæsenet.
Plastikflasker overalt
Derfor ligger ekspeditionen stille, men det betyder ikke, at den er gået i stå. Vi har hele tiden fokus på plastik – hos os selv, hvor vi sukker over de mange vandflasker, varmen hver dag tvinger os til at tømme. Ok, vi samler dem pænt sammen og forærer dem til vores værtinde, der lige nu deltager i en konkurrence om, hvem der kan genbruge plastikflasker på den mest kreative måde. Kirken er allerede fyldt med farverige blomsterdekorationer alle sammen produceret af gamle flasker. Resten af vores flasker hober sig op i kasser ude ved vejen, og vi beder til, at nogle kommer og henter dem. Hvis det sker, ender de nok med at gå op i røg, som en del andet affald her.
Vi sukker også højlydt hver morgen over den flåde af plastikflasker, der sejler ud mod havet som et konkret bevis på, at papuanerne ikke har nemt ved at komme af med deres affald og derfor lader det flyde. Der kommer ganske vist med jævne mellemrum affaldsopsamlere rundt, drevet af en lokal organisation, men det er tydeligvis ikke tilstrækkeligt. Samtidig er der en smid-det-kultur, som det formentlig vil tage en rum tid at ændre, om der så kom affaldscontainere på hvert eneste gadehjørne. De to skraldespande, der forleden blev sat op ved vores bådebro (til ære for os?) er i hvert fald langt fra fyldte. Til gengæld bugner vejkanten af flasker, plastikposer, flamingobakker, sugerør m.v.
Giver aldrig op
Vi har som nævnt både set og hørt, at der er initiativer i gang for at mindske de kolossale mængder af plastik i miljøet. Alligevel virker det lige nu uoverskueligt for en udenforstående, ligesom det kan virke uoverskueligt at få vores ekspedition videre herfra. Men det eneste, deri hvert fald ikke nytter, er at give op.
En af de nærmeste dage skal vi ud med et hold af affaldsopsamlere, og se, hvordan de griber det an. Senere får vi forhåbentligt mulighed for at mødes med både organisationer og myndighedspersoner, der arbejder med affaldshåndtering og høre om deres planer og visioner.
Og en af dagene skal det nok også lykkes at få vores båd videre herfra!
Lisbeth Engbo