Vanens magt – og mangel på affaldsbiler

Det tager år at ændre menneskers indgroede vaner - også her i Papua, Indonesien, hvor folk har været vant til at smide affald i havet

Hvordan kan de dog holde ud at leve med al det plastiklort, der ligger og flyder allevegne? Er der slet ingen, der gør noget?

Det er min første tanke, da jeg ser de mængder af plastik, der ligger og flyder i vandkanten, og den flåde af plastikflasker og poser, der hver dag flyder ud med tidevandet forbi vores båd i Jayapura, hovedstaden i den østlige provins i Papua.

Vores eget affald fra oprydning på båden, hober sig op. Først efter flere dage, gør vores værter høfligt opmærksomme på, at vi kan sætte affaldsposerne op ved vejen, hvor der skulle komme nogen og hente det.

Og ganske rigtigt – efter et par dage er poserne forsvundet.

Men hvorfor gør alle så ikke bare det, så de slipper for at vade rundt i plastik og andet beskidt affald?

Vant til at smide i havet

For at få svar på vores spørgsmål, opsøger vi sammen med vores frivillige tolk og hjælper, Emri, organisationen Bank Sampah, der hjælper den lokale miljøforvaltning med at få bedre styr på affaldet i Jayapura.

Vi mødes med direktøren for Bank Sampah, Mr. Samanggas Ronsumbre og Frengki Numberi, der repræsenterer den regionale miljøforvaltning. Det er sidstnævnte, der fører ordet.

Han fortæller, at befolkningen har været vant til at smide affald i havet og naturen, og det er meget svært at ændre folks tankegang og vaner, ligesom det er det hjemme i Danmark.

Før i tiden var det ikke det store problem, fordi det meste var organisk affald, der hurtig forsvandt. Men med det eksplosive forbrug af især plastik og andre mere bestandige materialer, begyndte affaldet at hobe sig op i en grad, der gav Jayapuras borgmester rynker i panden. Det var på hans opfordring, at Bank Sampah Jayapura blev stiftet i 2016, side om side med det eksisterende lokale affaldsselskab, TPS, som kører rundt og henter affald og prøver at få sorteret så meget som muligt til genanvendelse. Resten ender på en losseplads, hvor der bliver kørt lag på lag af jord ovenpå affaldet, igen ligesom vi gjorde i Danmark før i tiden.

Penge for plastik

Nu prøver Bank Sampah at motivere folk til både at samle og sortere deres affald, ved at de kan blive meldt ind og få en belønning i form af et lille pengebeløb pr. kilo af f.eks. plastik, aluminium og andre typer af affald, der kan genanvendes.

Indtil videre har omkring 1000 borgere tilmeldt sig ordningen, og det er jo ikke ligefrem imponerende i en by, hvor der bor henved en halv million mennesker. Men det må heller ikke gå for stærkt med tilmeldingerne, for hverken Bank Sampah eller TPS har mandskab og biler nok til at håndtere de voksende mængder affald. Det er formentlig en anden væsentlig grund til, at så meget ryger ved siden af.

Vi rydder op

Ud over at motivere, sortere og hente affald, står de to selskaber også for ugentlige oprydninger både til lands og til vands. Vi melder os straks som frivillige, da vores område skal ryddes. En onsdag morgen. I løbet af en time får vi sammen med 20 medarbejdere og frivillige fyldt en lastbil med sko, flasker, poser, bøtter, emballage og dunke – det meste af plastik. De fleste rydder op i vandkanten. To af os sejler med tre affaldssamlere ud og fisker flasker og andet op med net. Og vi vader i land og rydder en lille strand, der er helt spækket med affald.

Vi laver highfives og nyder et øjeblik den gode fornemmelse at have været med til at rydde op.

Global opgave

Men ak, der går kun få dage, så ser der fuldstændig ligesådan ud igen. Der er så sandelig nogle vaner, der skal ændres, nogle flere biler og folk, der skal ud og arbejde, og sidst men ikke mindst: der skal skæres kraftigt ned på forbruget af plastik. Og her er det ikke nok, at den indonesiske regering har fået gennemført, at plastikflasker skal veje det halve. Og de handlende har også fået forbud mod at pakke varer i plastikposer, men de gør det raskt væk alligevel.

Men der skal andre og mere gennemgribende midler til – som hverken den enkelte papuaner, Jayapuras borgmester eller den indonesiske regering kan klare alene. Det er en global opgave at få begrænset det vildtvoksende forbrug af engangsplastik.

Og helt ærligt – Danmark bør straks stoppe med at eksportere plastikaffald til Indonesien. Det er pinligt og skammeligt, at vi gør det! De har så rigeligt plastiklort at slås med i forvejen.

Lisbeth Engbo