Søg
  • ekspeditionplastik

Slangen i hvalhajernes paradis

Ekspedition Plastik har efter en strabadserende tur med mange døgn på vores ekspeditionsskib S/Y Christianshavn, nu fået overskud til at gå videre med det, vi er her for: at dokumentere plastikproblemet.

Bugten er omkranset af høje majestætiske regnskovsbevoksede bjerge, og vi er ved et af de tyndest befolkede områder i verden, som er afgrænset ud mod Stillehavet af en række større og mindre øer, hvoraf nogle minder om atoller som i Polynesien. De består mest af koralrev, der er vokset op til overfladen, og så er der dannet sandbanker, hvor kokospalmerne kan få rodfæste.


Prøver af havvandet

Vi er på på vej ind i Teluk Cenderawasih bugten på Papua i Indonesien. Besætningen er ved at gøre klar til at tage et mantatrawl for at undersøge koncentrationen af mikroplastik i området. Et mantatrawl er et net, som vi bruger til at tage prøver af overfladevandet. Det er 60 cm bredt, og vi trækker det med en spilerstage 3 meter ud fra siden af skibet, i en time med ca. 3 knobs fart. Derved får vi taget en prøve af overfladevandet på et areal af ca. 3000 m2, der løber gennem vores mantatrawl.

Vandet har en dybblå farve og er meget klart, i forhold til, hvordan det ellers har set ud på vores rute langs den Papuanske kyst, hvor der ofte har været en del sediment i vandet fra floder osv. På ruten har vi set mange træstammer, palmeblade og kokosnødder, der nok er kommet ud med floder og fra kysten. Til tider er vi også set mængder af makroplastik, såsom vandflasker og plastikbakker, flyde rundt. Men lige her er vandet utrolig blåt, og vi ser ikke så meget makroplastik som før.




Fastboende hvalhajer

Det særlige ved Cenderawasih er, at her lever en fast bestand af hvalhajer, der som det eneste sted i verden IKKE migrerer. Ingen andre hvalhajer bliver i det samme område året rundt. Det vides ikke, hvorfor denne population af hvalhajer har besluttet sig for at blive her, men det skyldes formentlig, at de her har nogle forhold, der er optimale for dem med en fast tilførsel af føde, som for hvalhajer hovedsageligt er zooplankton og fiskeyngel.

Besætningen får bjærget trawlet, og skal nu til at analysere indholdet. Ved første øjekast er der ikke rigtig noget plastik at se, men en del biologisk materiale såsom tang, en træstump, bittesmå fisk og en stor mængde blå zooplankton. Men efterhånden som det lidt trivielle og langsommelige arbejde med at skylle og tjekke hvert eneste stykke tang skrider frem, dukker der flere og flere stykker mikroplastik op.


Mikroplast i hajernes spisekammer

Da vi er kommet igennem det, der ligger i vores sier, er der en hel del stykker mikropalstik i den lille rustfrie stålskål. Resultatet er skræmmende: omregnet til en km2, som er det sammenlignelige tal, man bruger i denne typer undersøgelser, indikerer det, at koncentrationen af mikroplastik i dette område er omkring 7000 stykker mikroplastik pr km2. Dette er en meget høj koncentration! Det er kun i de store ”gyres”, dvs de store havstrømme, hvor mikroplastikken koncentrerer sig i ”plastiksupper” eller i nærheden af storbyer, at vi har fundet en højere koncentration af mikroplastik.

Det kan tyde på, at de havstømme, der er med til at danne et så stabilt fødegrundlag for den lokale population af hvalhajer, som får dem til at blive her året rundt, kan have en ubehagelig bagside. Vores prøver tyder på, at det store fødegrundlag desværre ikke kun indeholder zooplankton, men også en høj koncentration af mikroplastik, som hajerne ikke på nogen måde vil kunne adskille fra deres livretter. Hvad konsekvensen er af dette, kan vi kun gisne om, men helt sikkert er det, at det i hvert fald ikke er sundt for dem.


Plastik har afløst bananblade

Menneskets udleder 10 millioner tons plastik i havet om året. Her nedbrydes det langsomt af UV-stråling og havets bølger til mikroplastik. Men det er hundredvis af år om helt at blive opløst. Plastik har kun eksisteret i 50 år, og produktionen af plastik er fordoblet bare på de sidste 13 år. Flere og flere varer bliver emballeret i mere og mere plastik, for at beskytte varen, så den kan eksporteres til hvor som helst i verden. Ikke mindst her til Indonesien, hvor infrastrukturen til at håndtere de store affaldsmængder, der følger med varerne, slet ikke kan følge med.

Her, hvor en stor del af befolkningen bor i huse på pæle langs kyster og floder, har affaldssystemet fungeret på den måde, at tidevandet og floden fjernede alt, hvad du smed ned mellem pælene. Dette system har virket upåklageligt i århundrede, hvor det bare var naturens egen emballage såsom bananskræller og kokosnøddeskaller, flød ud i havet. Men nu hvor Indoneserne bliver oversvømmet af varer, og efterstræber et forbrugsmønster magen til det, vi har udviklet i den vestlige verden, hvor alt er pakket ind i plastik, kan de lokale myndigheder slet ikke følge med i at håndtere de store mængder affald.


Plastik flyder med havstrømmene

Det er dog ikke nødvendigvis kun lokal plastik, vi ser her i hvalhajernes paradis. Det kommer fra hele verden, tilført af netop de samme havstrømme, der gør at her er så stor en biodiversitet.

Hvis denne udvikling fortsætter vil der være mere plastik end fisk i verdenshavene i år 2050.

Hvis hvalhajerne stadig skal kunne beholde deres lille paradis i denne afkrog af verden, er vi som mennesker nød til at lave grundigt om på vores forbrugsmønstre. Og det kan kun gå for langsomt!


Af Torsten Geertz, Ekspeditionsleder

70 visninger
ekspeditionplastik@gmail.com
CVR nr. 40669450
Bank: Fælleskassen, reg-konto nr: 8411-0002040578
logohvidt.png